Salgschef til banksamarbejde – Jyske Forsikring Jylland
Kan du skabe resultater gennem både medarbejdere og samarbejdspartnere – og trives du med at lede i krydsfeltet mellem strategi, relationer og salgsudvikling? Så er du måske vores match.
Købstædernes Forsikring har et strategisk samarbejde med Jyske Bank, og sammen har vi en ambitiøs målsætning: Jyske Forsikring skal være blandt de 10 største forsikringsselskaber i Danmark inden for få år. Som salgschef for banksalget bliver du en nøgleperson på denne rejse.
Din rolle i et stærkt strategisk partnerskab
Som Salgschef får du en central rolle i samarbejdet med bankens afdelinger og ledelse, hvor du bliver en vigtig del af deres hverdag og beslutningsprocesser. Du får ansvaret for at videreudvikle samarbejdet med Jyske Bank og for at lede et team af dygtige og motiverede forsikringsrådgivere. Din succes afhænger af, at du – sammen med dit team – kan inspirere og engagere bankens ledere og medarbejdere til at anbefale Jyske Forsikring til deres kunder.
Din hverdag foregår primært ude i Jyske Banks afdelinger, hvor du er synlig, nærværende og en aktiv sparringspartner. Du arbejder tæt sammen med bankens ledelse, og sikrer, at salgs- og rådgivningsmål nås, og at samarbejdet udvikles i takt med ambitionerne.
Du vil blive en del af et stærkt team med to erfarne salgschefer, og sammen skaber I resultater gennem strategisk tænkning, effektiv eksekvering og stærke relationer. Vi søger en leder, der formår at balancere overblikket med sans for detaljen, og som har en konstruktiv og inddragende tilgang til både medarbejdere og samarbejdspartnere. Du trives med frihed under ansvar, har blik for helheden, og evner at lytte, engagere dig og omsætte input til handling.
Er du den, der kan sætte retning og skabe relationer?
Vi søger dig, der har solid erfaring med salgsledelse i forsikringsbranchen og "hands-on" ledelse af salgsmedarbejdere – gerne via banksamarbejde eller andre partnerskaber. Du har erfaring med og brænder for kompetenceudvikling af sælgere. Herudover:
- Er du en stærk kommunikator og coach, der skaber motivation og engagement
- Har du en veludviklet forretningsforståelse og arbejder løsnings- og mulighedsorienteret
- Er du selvstændig, men teamorienteret – og formår at skabe langvarige og tillidsfulde relationer
Stillingen indebærer en del rejseaktivitet, så du skal trives med det, og du skal du bo midt i Jylland, så du nemt og enkelt kan komme rundt i Bankens afdelinger.
Vi tilbyder dig en rolle med både indflydelse og udvikling
Hos os bliver du en del af en virksomhed i udvikling, hvor mennesker og gode kundeoplevelser er i centrum. Du får mulighed for at præge din egen hverdag og udvikle dig både fagligt og personligt – i et miljø, hvor samarbejde og ansvar går hånd i hånd.
Om Købstædernes Forsikring
Købstædernes forsikring er Danmarks ældste forsikringsselskab. Lige siden selskabet blev oprettet i 1761, er vi lige så stille vokset os større og stærkere. I dag er vi Danmarks største kundeejede forsikringsselskab, der tilbyder forsikringer til både privat- og erhvervskunder. Men vi er stadig et mindre selskab, hvor vi arbejder tæt sammen for at nå vores fælles forretningsmål: at gøre forsikring ligetil for vores kunder. I Købstædernes Forsikring tror vi på, at dygtige og glade medarbejdere skaber god forretning og gode kundeoplevelser, og derfor støtter vi den enkelte medarbejders personlige og faglige udvikling. Vi er målrettede og strategiske, og vi lægger vægt på engagement og nærvær.
Har du spørgsmål til jobbet?
Du er velkommen til at kontakte Salgsdirektør, Kasper de Choen på KFC@kfforsikring.dk eller 24 24 36 90. Vi afholder samtaler løbende og håber at kunne byde vores nye Salgschef velkommen hurtigst muligt – og senest den 1. december.
- Fagområde
- Salg
- Lokationer
- Århus
- Ansøgningsfrist:
- 15. oktober 2025